Har det rigitg svært efter abort
Spørgsmål
Hej Mette.
For et ½ års tid siden fandt jeg ud af at jeg var gravid. Det var noget af et chok for både mig, mine forældre og min kæreste. Jeg er en 16-årig pige, der har en dejlig kæreste, vi har været sammen i næsten 2 år. Jeg var desværre allerede 10 uger henne da det gik op for mig at jeg virkelig var gravid.Min mor fortalte mig forskellige løsninger, abort, adoptering eller at jeg selv kunne få det. Men skulle træffe en beslutning hurtigst muligt. Min første indskydelse var at jeg ville af med barnet hurtigst muligt.
Jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg kom på sygehuset og skulle have fortaget en abort og nu er det hele overstået.
Nu er det bare sådan at jeg ikke slet ikke kan komme over det. Jeg forstiller mig hele tiden inde i mit hoved hvis nu det hele havde været anderledes og hvis jeg havde kunnet få det barn. Det driver mig til vanvid.
Nogen gange forstiller jeg mig endda at jeg har fået et barn. Hvad syntes du jeg skal gøre ved det? Kan jeg gøre noget for at få det til at holde op? Jeg har haft nogen snakke med min læge og mine forældre om det, men det hjælper ikke. Jeg har det stadig dårligt indeni!
Et andet problem er at siden det hele er sket er mine forældre begyndt at skændtes en del omkring mig og alt muligt andet.. Og jeg føler virkeligt at det er min skyld. Bør jeg sige noget til dem? Eller skal jeg lade helt være?
En sidste ting er at min kæreste nogen gange bliver små-sur når jeg ikke vil i seng med ham. Jeg har bare svært ved det.
Jeg bliver bange og er tæt på at græde nogen gange når vi er tæt på at lave noget seksuelt.. hvad skal jeg sige til ham?Jeg vil på ingen måde miste ham og ved også godt at han ikke forlader mig hvis jeg siger at jeg bare ikke har lyst. Men ved bare ikke hvad jeg skal sige til ham. Det er virkelig ubehageligt når han bliver sur over at jeg ikke vil!!
Please hjælp mig!! Har virkeligt brug for et par gode råd!
Hilsen Mig den forvirrede..
Svar
Kære ”dig”
Tak for din mail – jeg har forkortet den en smule – håber det er OK!
Først og fremmest skal du vide at det du oplever er en helt, helt naturlig reaktion på den meget voldsomme oplevelse du har været udsat for.
Dine forældre og din kæreste har også oplevet det som en kaotisk tid, men det er meget svært for dem at sætte sig ind i hvor voldsomt det har været og reelt stadigvæk er for dig. Derfor er det vigtigt at du fortæller dem om hvad der sker med dig!
Det du ikke må stoppe med er at snakke om hvordan du har det. Det er vigtigt, at du få mulighed for at få talt ud om hvad der foregår indeni, hvordan du føler, oplever og reagerer på forskellige episoder.
Det er derfor godt at du har brugt din læge til også at få nogle samtaler, der handler om hvordan du har det. Det lyder blot som om at din læge ikke rigtig har formået at hjælpe dig videre.
Derfor er mit råd til dig, at du skal kontakte en psykolog og på den måde få mulighed for at få snakket med en professionel, der er uddannet til at arbejde med menneskets psyke.
Snak med dine forældre om det. Din læge vil sikkert kunne fortælle dig hvilke psykologer der er i det område hvor I bor.Mht. din kæreste er det vigtigt at I ikke kommer til at gå skævt af hinanden i denne svære tid. Du skriver at du ved at han ikke forlader dig. Så på den måde behøve du ikke være usikker på ham og dig. Du skal lige nu ikke forsøge at præstere over for din kæreste, men bruge energien på at komme i balance igen.
Jeg er overbevidst om at den modvilje du oplever omkring at gå i seng med ham ikke handler om ham og dig. Det er en helt naturlig psykisk reaktion på det du har været igennem. Det skal du fortælle ham!
Det er nemlig MEGET vigtigt, at du kan være ærlig overfor både dine forældre din kæreste, så de kan få mulighed for at vide hvordan du egentlig har det og hvad der sker med dig!
Håber du kan bruge mit svar.
Mange tanker
Psykolog Mette Holm
www.psykolog-metteholm.dk
Loading... 
Allerførst, hvor er det forfærdeligt, at vi har fri abort og at derfor ingen var i stand til at give den unge pige ro til at finde sig selv og se de positive muligheder, der jo var for hende og hendes kæreste og det barn, der var blevet undfanget.
Men nu er den uigenkaldelige fejltagelse sket, barnet lever ikke mere og spørgsmålet er så, hvordan de overlevende bedst kommer videre.
Alt det som både den unge pige og hendes familie og sikkert også hendes kæreste tumler med er ganske naturligt for følende mennesker, som i panik har svigtet et barn, som var givet i deres varetægt og som også har svigtet sig selv og deres egne inderste følelser og natur. Og det er godt, at det ikke gemmes væk, men deles med andre, som man stoler på.
Og når tingene går i hårknude og alle involverede, som man ellers skulle have et fortroligt forhold til, ikke længere kan hjælpe hinanden, så er det vigtigt at søge professionel hjælp, især professionel hjælp, som ved, hvordan man hjælper andre igennem tabet af et barn, endog et tab, som man selv er medskyldig i.
Det er faktisk noget af det mest frygtelige og ubærlige en mor medvirker til: at lade sit eget barn dræbe.
At miste sit barn ved en ufrivillig abort er meget smertefuldt, at miste sit barn ved en provokeret abort er endnu mere smertefuldt, for her skal både tabet af barnet og den forfærdelige skyldfølelse helbredes for ikke at tale om vreden mod en selv og andre, som svigtede ved at tillade og åbne op for at dette forfærdelige kunne foregå.
En ting, som ikke nævnes i svaret ovenfor er, at det at tale med en præst, at gå til skrifte og bekende overfor præsten og Gud, det grusomme, som man har begået, er en vej, som også helbreder. For man får ikke fred, før man er på god fod med Gud igen og det er man først, når man fuldt ud har erkendt sin fejltagelse og bedt om tilgivelse, først da kan man sættes fri.
En anden hjælp i helbredelsesprocessen er at give sit barn et navn, bede Jesus om at døbe det og at der foretages en symbolsk begravelse, hvis der ikke blev foretaget nogen begravelse efter aborten. Det er vigtigt at have et sted at gå hen og mindes. Det er vigtigt at humanisere barnet og sig selv for at kunne blive hel igen, for det er ikke humant at lade et andet menneske slå ihjel og at et andet menneske navnløst smides bort.
Det mistede barn er et menneske, som blev skabt af Gud og som var her i verden i 10 uger i moders liv, det har krav på samme respekt, som alle andre mennesker, som bliver begravet, når de dør. Og det er vigtigt at mindes dette barn bevidst, at erkende sin kærlighed til det barn, at tage det til sig. For det er en del af en selv, som lever videre, ikke her på jorden, men hos Gud og det barn elsker sin mor og sin far og sin familie og har brug for kærlighed og brug for at blive mindet i kærlighed, som også dets familie har brug for at gøre netop det.
For kærlighed helbreder alle sår.
I Jesu navn.
jeg kan kun sætte mig ind i hvordan hun har det sidder slev og stor tuder hverdag efter jeg har fået en abort…
har fortrudt det så meget men ved godt at det ikk kan laves om men det har aldrig troet det ville være så hårdt både på krop og sjæl. ønsker aldrig at andre skal have samme smerte som jeg går med.. tænker på bebsen hverdag og kunne jeg lave det om ville jeg gøre det.
tiden var bare rigtig dårlig . min x kæreste og jeg var lige gået fra hinaden og han havde fundet en ny så kunne ikk magte at skulle se ham resten af mig liv og slet ikk sammen med den nye kvinde i hans liv. men den dag i dag ved at jeg at hvis jeg bliver gravid igen vil jeg aldrig kunne få en abort igen!!! ALDRIG!!!!
det tog mig tre uger at komme igennem det først 2 MA som mislykkes så jeg endte med og blive indlagt.
igen ønsker ikk for nogen de skla opleve hvad jeg har oplevet og oplever nu pga den abort. jeg skammer mig den dag i dag over at jeg gjorde det.