Spørgsmål

kære Nadia.
jeg er en pige på femten år.

Det er ikke fordi at jeg ikke vil leve mere.

Jeg syntes bare ikke at der er nogen mening med livet. Jeg føler mig som ingenting.

Bare en af mange.

Jeg er lige flyttet skole og det har også været meget godt for mig.

Men jeg føler mig rimlig ensom, specielt når jeg skal sove.

Jeg er meget bange for at være alene, og allermest bange for at blive droppet, eller bare ikke være elsket.

Da jeg flyttede fra min gamle klasse, var det i vrede.

Men ingen ringede til mig for at trøste mig.

Der var faktisk ikke engang EN der ringede.
Jeg føler mig som et godt menneske, men føler bare ikke at det bliver værtsat. Jeg føler at jeg går og går, men aldrig kommer nogle veje.

Man bliver født og dør, og når man er væk er der ingen der opdager at man overhovedet har eksisteret. Man er bare en lille prik i hele verden. man kunne lige så godt være død………….

Det er mit problem, jeg har ikke nogen livslyst.

jeg har gået til psykolog før.
Jeg behøver stadig nogen at snakke med.
Der er så meget jeg gerne vil vide om mig selv. der er telefonlinjer til alt muligt andet, er der ikke et sted man kan snakke med nogen. Jeg har rigtig mange gode veninder, jeg vil bare ikke belaste dem med alle mine underlige tanker.

Venlig hilsen mig……

Svar

Kære lille dig.

Det var noget en trist mail, og du må virkelig udfra dine beskrivelser have det elendigt.

Jeg kan forstå du har forsøgt med psykolog, men jeg tror du er nødt til at starte igen.

Jeg kan jo kun vejlede dig udfra mine erfaringer og er ikke psykolog eller lignende.
Men har selv haft en depressiv periode, og det er i større eller mindre grad de samme tanker som løber gennem hovedet.

Følelsen af at være alene og forladt kan jeg virkelig genkende, men jeg tror på at du begår en stor fejl i ikke at ville fortælle dine veninder noget.

Du kan jo ikke forvente de er tankelæsere, så hvis de skal have en chance for at hjælpe må du række hånden ud.

Man skal altid huske på at rigtige venner er der både på godt og ondt, ellers er det ikke venner.

Har du talt med dine forældre????

Det gjorde jeg ikke for i slutningen af min skidte periode, men det hjælp at få det ud….
Det gav også nogle forklaringer for mine forældre som synes jeg altid var sur og tvær.

Jeg håber virkelig du får gjort noget ved det snarest, for der er altid en mening med livet.
Hvis der ikke er skal den findes…

Pas på dig.

Knus Christina