Hvad er det der gør, at man stadigvæk fristes til at tro på kærligheden og den eneste ene? Er der nogen derude, der stadig tror på det? Tror jeg selv på det? Hvordan kan vi tro på det?

Ind kom individualismen – den rendyrkede egoisme grænsende til narcissisme… Og UD røg den ægte kærlighed – den ægte omsorg osv. osv. osv. – hvad end det så er vi lægger i DET her i 2008? Jeg vil så gerne – hellere end gerne tro på kærligheden. Jeg har bare så forbandet svært ved det, fordi det virker så paradoksalt!

Når jeg ser en rigtig ridderfilm, hvor heltene kæmper i røg og damp med blod, sved og tårer for til sidst at mødes med sin elskede – HENDE og KUN HENDE og HAM. Ja, hvor er det sødt og hvor kan man drømme sig langt væk – et øjeblik i hvert fald. Pludselig vågner vi op til hverdagens barske realiteter, hvor ridderen og prinsessen mødes på facebook, dating-siden, på jobbet mv. Her flirter fyren el. pigen (læs venligst: nogle) gerne seriøst både til højre og venstre på trods af de er i et såkaldt ”veletableret” forhold – og så er det lige jeg taber tråden. Søger vi lige lidt bekræftelse som vi ikke LIGE får nu og her derhjemmefra – og er det okay? Tja, så længe der er en gensidig forståelse og respekt så må det være helt og aldeles folks egen hovedpine og da i hvert fald også op til fyren/pigen i den anden ende at synes, at det er ok, at ham/hende man har en heftig flirt med, er mere eller mindre gift med villa, vovse og Volvo OG så lige 3 børn. Det har jo eksisteret alle dage. Manden, konen og elskerinden – eller elskeren om man vil…

Skeptisk her. Det er dig og mig – i hvert fald indtil videre. Og kan man forvente andet i den omskiftelige verden vil lever i, hvor alt er baseret på nu og her tilfredsstillelse – hvor alt er ekstremt individorienteret – koncentreret på mig, mig, mig og hvad jeg har lyst til – lige nu. Vi lever i en verden, hvor vi er vores egen lykkes smed. Hele tiden er det nye informationer, nye indtryk og nye valg. Jeg argumenterer hverken for eller imod den virkelighed vi er en del af - konstaterer blot og forundres stadig over, at man glad og gerne indgår ægteskab nr. 3? Til alle jer, der lever lykkeligt i et parforhold og ægteskab – TILLYKKE fra bunden af mit hjerte. Og undskyld, hvis jeg et øjeblik river en enkelt eller to ud af en illusion?!

Jeg synes ikke jeg er pessimistisk i mine udsagn – nærmere realistisk. Personligt kan jeg ikke med god samvittighed stå og sige ja til medgang og modgang indtil døden skiller os ad. Nej, det tror jeg faktisk ikke. Måske en dag – miraklernes tid er ikke forbi. Jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til venskaber – endda dybe venskaber udenom parforholdet, men hvor går grænsen egentligt for det? Tja, det kan vel kun være op til de involverede parter at dømme omkring? Jeg tror bestemt på, at skal man have et succesrigt forhold beror det på dyb respekt for hinandens individualitet og hvad der så måtte vise sig – at ens individualitet rummer og om det kan matches med den andens individualitet, kan kun tid, samarbejde og vilje m.v. afgøre - med kærligheden som fællesnævner. Lykkes projektet har man rent ud sagt vundet i lotto, synes jeg.

Faktum er, at der hersker en bølge af selvudvikling/selvrealisering pt. – i hvert fald for rigtig mange mennesker. Vi skal udvikle os – finde ind til kernen, men hvad så hvis og når vi når ind til den inderste kerne – er det så den anden vi vil – er det dét liv vi lever, vi så vil??? Er helt med på, at dét med at indgå i et parforhold og navnlig et ægteskab – ene og alene er et valg man tager, men må også sande, at det bestemt ikke for alle har været det rigtige valg og kan man rent faktisk tage det RIGTIGE valg (hvad det så end er) så længe vi lever i en på nogle områder så forkælet virkelighed, hvor vi vælger og vælger for så at vælge om igen. Jeg ville ikke med god samvittighed kunne stille mig op og sige ja til det med mindre jeg var 100 % sikker på, at jeg ville gå og kæmpe hele vejen. Alt andet ville være misbrug af den kristne kirke og tro – og af mig selv og den anden. Siger ikke vi alle er en flok forkælede individualister, der lever til max. og gør som vi har lyst til på bekostning af hinanden – men jeg sætter alligevel stærkt spørgsmålstegn ved om man bør gå så langt som til et ægteskabsløfte. Har vi brug for det længere? Er vi berettiget til det? Stiller mig ikke til dommer her. Det må være den enkeltes valg. Synes det er ok at ha’ en nogenlunde afslappet holdning til parforholdet, men når det kommer til et ægteskab… Som jeg ser det, er vi del af en helt anden virkelighed nu end førhen og parforholdet har fået en helt ny klang. Magter vi virkelig at rumme den anden også, når vi selv skal navigere gennem kaos for at finde os selv og få mest muligt tilfredsstillelse ud af livet eller lever vi blot sammen fordi mennesket nu engang er et flokdyr?! Er det for tryghedens skyld? Praktiske grunde? Eller er det virkelig fordi vi VIL den anden for den person han/hun måtte være og VIL dem hele vejen? Sætter igen spørgsmålstegn ved hvad kærlighed er dags dato og de betingelser den har – en illusion eller ægte nok?!