Døden har mange ansigter og den kommer når man mindst forventer det.

Jeg har længe ønsket den ville tage min farmor med sig, men da det så skete 2. juledag 2001 kom det som et chok.

Fra jeg var lille har jeg altid haft et specielt forhold til mine bedsteforældre. Jeg var meget tit på ferie hos dem og jeg så dem meget. Det er jo altid sjovt at komme ud på en gård når man er lille…… Jeg elskede at være på ferie hos dem og var det oftest i lidt over en uge. Senere da de blev ældre og flyttede fra gården for, at flytte ind i deres drømmehus kunne jeg selv cykle over til dem og se dem når jeg havde lyst.
Min farmor har altid været god til, at lære fra sig og jeg lærte mange gode ting. Det som jeg husker bedst er, at hun fortalte mig at jeg var et meget heldigt barn fordi jeg kunne nå de mål jeg satte mig. At jeg så først kan se det nu er så lidt trist…..

Min farmor er inden for de sidste 6-8 år ’’forsvundet”. I starten var det hendes hukommelse som drillede hende, men pludselig gik det stærkt. Jeg begyndte at tage ’’afstand” fra både min farmor og farfar fordi jeg kunne se, at døden kom tættere og tættere med en hast som ingen kunne for ud se. Min farmor fik nogle hjerneblødninger som medførte parkinson syge. Hun fik problemer med, at huske navne og andre små ting. Men hun kunne dog genkende vores ansigter og huske ting som skete da vi var små. Så en dag da jeg ringede og snakkede med min mor fik jeg af vide at farmor havde fået konstateret bryst kræft og lægerne ville ikke operere hende da de ikke var sikre på, at hun ville overleve. Sidste gang jeg så farmor var til min søsters fødselsdag i oktober 2001 og selv om hun var uhyggelig tynd, rystede osv. så hun alligevel ret godt ud. Vi gik dog alle ud fra at det var pga. af medicinen.

Den 23. december 2001 besluttede jeg så at mine forældre, min søster, min kæreste og jeg skulle tage over farmor og farfar og ønske dem et god jul og et lykkebringende nytår. Da vi trådte ind i soveværelset hvor farmor lå i sengen og sov til middag kunne jeg mærke kulden i mit ansigt. Den første som gik hen til min farmor var min mor. Hun snakkede lidt med farmor og aede hende. Den næste var min søster og jeg kunne der se at min farmors´ ansigt lyste op. Da det blev min tur tog jeg forsigtigt hendes hånd og jeg kunne mærke hvordan hun knugede den meget hårdt da hun så det var mig. Jeg blev ret overrasket fordi hun havde flere kræfter end jeg havde regnet med. Jeg spurgte hende om det gik godt (lige som når man fører en samtale). ” farmor jeg er kommet for at ønske dig en god jul og et rigtig godt nytår”. Jeg aede hende og blev ret forskrækket da hun begyndte at ryste. Hun græd. Jeg fik det totalt dårligt fordi jeg var IKKE i tvivl om at hun kunne se det var mig. Min far sagde så at jeg skulle komme videre i teksten fordi der var andre som også skulle sige ’’hej” til hende. Først blev jeg sur, men jeg vidste far havde ret fordi lige så snart jeg var væk ville hun alligevel ikke kunne huske, at jeg havde været der.

Da jeg kom ind i stuen brød jeg fuldstændig sammen og jeg kunne i nogle sekunder ikke få vejret. Jeg kunne se hvordan kræften havde bredt sig og jeg ønskede at hun ville få fred. Min farfar kunne ikke få hende til noget hverken spise eller være oppe. Hun fik derfor sonde mad og hun sov stort set hele dagen. Hun fik piller som skulle tage hendes smerter og jeg havde fået af vide af min svigermor som til daglig arbejder med medicin, at når først farmor bliver ’’holdt i live med medicin” så er det kun et spørgsmål om tid før medicinen går ind og giver hende et hjerte stop.

Den 24. hvor vi holdt jul sammen med min faster, hendes mand og deres tre kusiner kunne de ikke forstå hvorfor mine forældre, søster og jeg reagerede sådan som vi gjorde. De havde nemlig været ovre hos min farmor og farfar og de havde da ikke oplevet farmor på den måde. Hun ville bare sove og farfar var ikke så meget i ’’snakke hjørnet”. Så hvordan vi kunne tillade os, at sige sådan noget pjat med at farmor havde sagt farvel til os det fattede de ikke.

Den 26. ved 7.30 tiden ringede telefonen og jeg listede så op i soveværelset hos mine forældre og spurgte hvad der var sket (normalt er der nemlig ikke nogen der ringer til mine forældre før 10.00 på ferie dage og derfor vidste jeg at der var noget galt). Det var hjemmeplejen der ringede for, at fortælle at farmor var stille sovet ind ved 4.30 tiden. Hun havde ifølge min farfar givet små klynk fra sig og da han lyttede til hendes mund trak hun ikke vejret mere.

De næste par timer var hæslige. Det var lige som om det ikke var gået op for min far, at han havde mistet sin mor. Mine forældre og jeg sad så ude i køkkenet fordi ingen af os kunne sove. Min mor gik ind til min søster som stadig lå og sov for, at fortælle hende hvad der var sket. Min søster har igennem de sidste 2 år fulgt med i alt hvad der er sket med vores farmor (og farfar). En fast tradition for min far og min søster har nemlig været, at hver onsdag eller torsdag har de været ovre og handle for dem. Dette har haft stor betydning for min søster og det har selvfølgelig været svært for hende. Det er trods alt det første menneske i vores familie som hun har set blive ’’taget af døden”.

Jeg gik ind til min søster efter min mor havde været inde hos hende. Min søster og jeg er nemlig meget tæt. Vi fortæller hinanden ting som vi aldrig ville snakke med vores forældre med. Vi vidste godt begge to, at vores ønske var gået i opfyldelse. Nogle vil nok mene, at man er ond når man ønsker en anden person død, men IKKE i dette tilfælde. Den person som led mest var uden tvivl min farmor.

Jeg tror (efter hvad jeg kan huske) at det er første gang jeg ikke har kunne sætte ord på de følelser jeg havde på det tidspunkt. Min søster beskrev dog så smukt, at hun følte sig tom inden i. Det er også den beskrivelse jeg vil bruge. Alle i familien vælger, at huske hende som et smilende menneske, men jeg tror nu mere det bunder i deres frygt for døden. Noget som undre mig meget. Døden er der for en årsag og det må man lære at respektere.

Jeg har selv været bange for døden, men nu hvor min farmor er væk og jeg har oplevet den så tæt på frygter jeg den ikke mere. Min farmors´ begravelse var noget af det smukkeste jeg nogen sinde har set ( i forbindelse med døden). Da vi trådte ind af porten til kirken var der blomster kranse hele vejen fra man trådte ind af døren til man kom op til alteret hvor hun stod i en hvid kiste. Alle dem som kendte hende og elskede hende var mødt op. Der var udvalgt nogle gode salmer som farmor kendte godt. Min faster (som ellers er lidt af en ’”speciel” kvinde) holdt endda en lille tale for farmor og én af min farmors´ veninder som kommer fra Polen holdt en meget rørende tale. Det hele var selvfølgelig underligt, men det som nu betød mest for mig var, at der var så mange som var der til, at støtte min farfar og min far. Jeg har sjældent set mine forældre græde, men her gik det altså op for min far at han havde mistet sin mor. Jeg er meget glad for, at jeg var der for ham og at han viste at han ikke var lige glad. Sådan virkede det nemlig på min søster og jeg da han fik af vide, at farmor var død. Måske er det noget der kræver tid og bearbejdelse, men det er i hvert et tilfælde ikke noget man skal stå alene med lige meget hvem man er.

Måske er det dumt, men når sådan noget sker finder man ud af hvad man har at være glad for her i livet. Der er mange ting og mange personer man oftest tager for givet, men hvad med at være glad og tilfreds for det man har i sit liv? Der er nogle ting jeg har lovet mig selv og dem er jeg allerede i gang med, at gøre noget ved. Det er bare ret sørgeligt, at der skal så meget til, at sætte én i gang. Mine forældre og jeg har altid været tætte og jeg ved, at det betyder meget for dem at vi har kunne snakke sammen om alt også selv om det har været døden!