Efterskolen: Terrorister og prinsesser

Dette er 4. afsnit om livet på en efterskole. Du kan finde alle afsnit her.

Søndag aften ankommer jeg til skolen ved 20 tiden. Det er min far og min bror, som har kørt mig herned, så de følger mig op på værelset, hjælper mig med at pakke ud, og så siger vi farvel, og de forlader mig. Efter det er søndag aften bare, som den plejer. Folk der løber rundt og larmer, snakker om hvad de har lavet i weekenden.
Kl. 22:00 er det sengetid.

Mandag morgen er ret hård for mig. Jeg har lige afsluttet en fantastisk god weekend, så det er lidt uoverskueligt at skulle starte en helt ny uge, men jeg kommer ud af dynerne og ned til morgenmad.
I dag skal vi have vores linjefag, i mit tilfælde medie. Vi skal lave typecasting, som jeg også skrev lidt om i sidste uge. Men jeg har fuldstændig glemt alt om det, så jeg har ikke noget kostume med, men det går alligevel, for os uden kostume filmer da bare seancen i stedet. Vi bliver inddelt i grupper på 5-6 mennesker, og dem med kostumer skal så først spille, som om de elsker hinanden, og bagefter opføre sig som det de er klædt ud som. Dette er interessant, da vi både har terrorister og prinsesser.
Efter aftensmaden, boller i karry, kan vi lave hvad vi har lyst til. I mit tilfælde spiser jeg kage til aftente med resten af skolen, og så laver Astrid og jeg lektier og ser lidt film inden sengetid.

Tirsdag morgen har vi engelsk i de første timer - med Richie. Han har været syg en hel uge, men er nu endelig tilbage. – Jeg elsker engelsk, især med ham.
Dagen går ellers rimelig nemt, og efter aftensmaden får vi at vide, at lancier er aflyst på grund af skolefodbold. Dette er en rar nyhed, for så kan vi slappe af. Så Astrid og jeg tager ned i Tølløse city og køber slik på tanken, og derefter er det bare tilbage og se film!

Onsdag er dagen, hvor jeg har alle mine fritimer. Det lyder godt, men i længden kan det godt blive kedeligt.
Jeg har også fået helt ubeskriveligt mange lektier for, så alt tiden går faktisk med det. Jeg er så optaget af mine fransklektier, at jeg endda kommer for sent til frokost, som denne dag er stegt flæsk og persillesovs, så havde egentlig ikke behøvet at komme, da dette bestemt ikke er en af mine favoritter.
I dagens to sidste timer har vi engelsk. Det er som sædvanlig rigtig interessant, men det ender med en masse flere lektier.
Ellers regner det bare resten af dagen, og kl. 22:00 er det sengetid.

Torsdag begynder skolens produktion, dvs. det stykke vi skal opføre om 3 uger. Så os på medieholdet skal vælge, om vi enten vil arbejde med film eller billeder, hvor vi så i grupper skal tage udgangspunkt i slottets historie. Min gruppe og jeg vælger billeder, og så bruger vi tiden på at aftale, hvad vi skal gøre og hvordan. I den sammenhæng aflægger vi også Tølløse Kirke et besøg, for vi skal bruge slottets forrige beboeres gravsteder til opgaven. Det er altså ret creepy, men meget sjovt.
Om eftermiddagen har jeg så to matematiktimer. Efter det, da jeg går over slotspladsen, kan jeg ane Richie og en hel gruppe unge stå og snakke. Nogle af dem er gamle elever, og idet jeg går forbi, udbryder de gamle elever i kor ”heeej Louise”, og Richie vender sig mod mig og siger: ”Jeg siger jo også hele tiden, du ligner en Louise og ikke en Josephine, og nu kan du jo selv se, det er sandt”. – Han siger det til mig konstant, men jeg fik sgu et chok haha, manden er jo syg ;) ellers så er det fri, eller dvs. det er det ikke. - Jeg har masser af lektier, jeg skal have afviklet, inden jeg kan slappe af.
Om aftenen tager Astrid og jeg ned i byen og fylder op på slikdepotet, og så hygger vi ellers bare med film.

Fredag morgen er fantastisk! Det er fredag, og det betyder, at jeg skal hjem!
Vi starter dagen med to timers fællesidræt. Det er rimelig sjovt, men nogle af de ting vi laver er altså lidt mærkelige. I dag laver vi bl.a. nogle ret tvivlsomme strækøvelser, der nok har nogle lidt perverse undertoner over sig, men så har vi da noget at grine af bagefter!
Efter det har vi et par timer i skolen, og så er der frokost – i dag pitabrød og falafel. - Det er sgu okay!
Så er det lige pludselig tid til at tage hjem. I dag er det første gang jeg skal tage hjem selv, men vi er en hel flok, der skal samme vej, så det er ikke så slemt. Vi tager først bussen til Tølløse Station, hvor vi rigtig meget skal nå det tog, der kun kommer en gang i timen, men vi når det. I toget sidder jeg sammen med Daniella og Majbritt. Det er rigtig hyggeligt, så det går faktisk temmelig stærkt.
Da jeg kommer til min station, bliver jeg modtaget af min far og min bror. Det er dejligt!

Fortsættelse om livet på efterskolen følger…

Skriv en kommentar

Brug samme brugernavn og e-mail hver gang du skriver, når første indlæg er godkendt vil det automatisk blive dit fremtidige logind. Din e-mail bliver ikke vist til andre og du modtager ingen spam, reklamer eller nyhedsbreve fra os. Læs mere om kommentarer her.

Få en mail når der kommer nye kommentarer til denne artikel (kan afmeldes igen)
Læs også disse relaterede artikler: