Når jeg generelt snakker med mine venner og veninder så er der mange af dem som taler meget grim om deres forældre. Dette er måske ikke noget de decideret gør med vilje, men det er alligevel noget som gør meget ondt på mig.

Jeg kommer fra en ”normal” familie hvor jeg som lille blev placeret i vuggestuen fra kl var 6-7 om morgnen og blev først hentet når klokken var mellem 15-19. Jeg manglede på det tidspunkt ikke noget. Da jeg begyndte, at klage over at jeg var for meget alene fik jeg en lille søster, men da jeg fandt ud af at hun tog for meget af mine forældres opmærksomhed gjorde jeg lige som alle andre børn plejer, at gøre. Nemlig at skabe en masse problemer uden, at kende til de konsekvenser der førte til dette.

Det som hjalp var da jeg i første omgang kom på efterskole og i en meget tidlig alder flyttede jeg så til København ind til min daværende kæreste. Det hjalp at komme lidt væk fra det hele, men det savn jeg havde blev ikke mindre. Det var meget svært for mig at takle det at være væk fra mine forældre og jeg havde før været vant til, at få min vilje på den ene eller på den anden måde. Jeg blev ikke ”købt” som mange unge i dag bliver fordi deres forældre mener, at det er den bedste måde at få lettet sin samvittighed på når de ikke lige har tid til deres børn, men jeg fik alligevel hvad jeg ville have.

I dag er det sådan, at min mor er min bedste veninde og der er ikke den ting hun ikke ved. Jeg er ikke flov over det fordi for mig er det naturligt. Det er ikke noget federe fordi er der én som kender mig rigtig godt så er det min mor. Jeg kan fjolle med hende, grine, gå i byen på shopping, ringe til hende hvis jeg har brug for at snakke, jeg græder ud hos min mor og jeg gør faktisk de sammen ting med hende som jeg gør sammen med mine veninder. Det kan godt virke lidt underligt, men jeg kan seriøst ikke se hvorfor jeg skal gemme mig bag en facade og holde ting hemmeligt for mine forældre. Der er selvfølgelig nogle ting de ikke får af vide lige med det samme, men de får som regel altid ting af vide før eller senere. Det er også mere et spørgsmål om hvordan kan fortæller det og på hvilket tidspunkt. Nogle gange må man nemlig godt tænke på situationen og om det er det rette tidspunkt.

Min far og jeg er som far og datter nu engang er. Vi snakker også om tingene som de er, men vi har en tilbøjelighed til, at være mere afslappede. Vi ser meget boksning og action film sammen og på den måde hygger vi os mere. Vi behøver ikke sige noget til hinanden fordi vi kender hinanden så godt så bare vi har hinandens selskab så er det fint nok.

Prøv engang og kig på det forhold du har til dine forældre. Hvordan taler du til dem? Hvordan taler de til dig? Har I problemer sammen? Der er mange ting der gør sig gældende når der er problemer mellem teenagere og forældre, men det er altså ikke altid lige dine forældre der er noget galt med. Det kan lige så godt være dig der har en forkert indstilling til hvorfor de måske giver dig stuearrest eller lign.