Farvel til drømmeprinsen


Spørgsmål

For ½ år siden mødte jeg drømmeprinsen.

Vi faldt pladask for hinanden, han ville straks indlede et forhold, men jeg vidste ikke helt om jeg ville, da han 3 uger tidligere var flyttet fra sin daværende kæreste, som han havde været sammen med i 7 år.

Men han fik mig overbevist og vi startede på de 6 bedste måneder af mit liv. Da vi havde været sammen i 4 måneder spurgte han om jeg ville flytte ind, jeg vidste heller ikke her om han var klar til det, men det endte med jeg flyttede ind. Alt var perfekt han sagde og siger stadig at han aldrig har haft så stærke følelser for nogen før, som han har for mig og at det er det bedste forhold han nogensinde har haft.

Men så kom den ulykkelige dag, hvor han gjorde mit liv til et helvede.

Han slog op med mig på den baggrund af at han ikke magtede det vores forhold indebar, at han ikke var klar til en kæreste. Jeg kunne ikke acceptere hans beslutning, så jeg jammerede og græd og bad ham om at give mig en chance til, men han sagde han ikke kunne, jeg sagde at det kunne foregå på hans præmisser, men han sagde nej.

Han siger at jeg presser ham og sætter krav op han ikke kan opfylde.
Så to dage efter blev jeg nødsaget til at flytte.

I går snakkede jeg i telefon med ham, mens han var fuld og der sagde han at han godt kunne se os sammen igen, men da han blev ædru trak han i land, men kommer sandheden ikke fra fulde mennesker?
Han siger at han ville ønske at han havde mødt mig om et år i stedet for..

På den ene måde hader jeg ham. Jeg er hader ham fordi han ikke var til at regne med og ikke var til at stole på. Jeg hader ham fordi han har knust mit hjerte. Jeg hader ham fordi jeg er så magtesløs.

Men jeg elsker ham lige så meget. Jeg elsker ham fordi han har givet mig masser af gode og uforglemmelige oplevelser. Jeg elsker ham for den måde han behandlede og værdsatte mig på. Jeg elsker ham for den måde han elskede mig.

Jeg føler mig så magtesløs nu. Jeg kan intet gøre, bare stå og se på mit liv bliver ødelagt og at han glider ud af mine hænder, når jeg mest af alt vil holde om ham.
Han er manden jeg elsker, manden jeg altid har og vil elske. Manden jeg bare ikke kan undvære.

Hvad skal jeg gøre for at få ham igen.?
Han er meget jaloux anlagt, jeg har tænkt på om jeg evt skulle flirte en del med en anden mens han så det, for på den måde at vække følelserne i ham eller er det helt håbløst?

Håber på hjælp
På forhånd tak

Svar

Tak for dit brev.

Den smerte du oplever lige nu er meget forståelig. Det er meget smertefuldt at miste, den man elsker.

Tilværelsen kan til tider vise sig fra sine mindre behagelige sider –men ikke desto mindre hører disse også til en del af livet.

Næsten alle kommer på et eller andet tidspunkt til at opleve ulykkelig kærlighed. Derfor tror jeg også at mange der læser dit brev vil kunne sætte sig ind i dit problem.

Du føler dig magtesløs – og det er forståeligt, da det er din kæreste, der har bedt dig om at gå.

Ud fra det du beskriver om jeres forhold tænker jeg, at der har været en ubalance mellem jer.
Du er villig til at lade forholdet fortsætte på hans præmisser – og han føler du presser ham og sætter krav op, han ikke kan opfylde. Hvad er det der får dig til at ofre alt for ham – samtidig med at han føler at du stiller høje krav?

Prøv at tænk dette godt igennem: Hvorfor er du villig til at være i et forhold der fungerer på en andens præmisser? Hvorfor er du villig til at gi´ køb på dig selv?

Det der kan ske er, at du kommer til at placere dig selv i en offerrolle, hvor sætninger som “hvis bare jeg havde været kønnere, sødere, tyndere, mere opofrende, havde stille færre krav, havde mødt ham et år senere,… så var vi stadig sammen. En offerrolle der efterlader dig handlingslammet og magtesløs.

Styrken ligger i at smide offerrollen væk og med oprejst pande (selv om jeg ved et er svært) finde dit eget værd i det der er sket.
Lad være med at gå tankemæssige omveje, når du tænker på jeres forhold. Omveje hvor du glorificere det I havde.

Sæt forholdet i et realistisk lys, med alt det gode og alt det dårlige. Forsøg at finde dit eget svar på hvorfor I ikke skal være sammen mere. Er der konkrete svar du har brug for fra din ex-kæreste, synes jeg det er vigtigt, at du spørger ham frem for at gætte dig til svarene.

Jeg kan ikke give dig et konkret råd i forhold til hvad du skal gøre for at få ham igen.
Men det er en dårlig strategi at forsøge at erobre ham tilbage via hans jalouxi. Der vil være meget mere værdighed og selvværd i at undlade at bruge disse billige tricks.

Der er et gammelt ordsprog der siger: “Tiden læger alle sår”. Måske kan du ikke bruge det til så meget lige nu, men der er noget rigtigt i det – og indtil da:
Tillad dig selv at være ked af det. Snak med dine veninder, venner og forældre om det. Græd over det, vær vred over det, vær skuffet. Få givet udtryk for hvad det gør ved dig følelsesmæssigt. Det er meget vigtigt!

Forsøg også at acceptere, at du ikke selv er herre over hvem der kan lide dig. I det øjeblik du bliver i stand til at acceptere det, er du klar til at give slip magtesløsheden – og klar til at møde en ny drømmeprins, der kan gengælde dine følelser.

Håber, du har kunnet bruge mit svar. Held og lykke med at smide magtesløsheden over bord.

Mange hilsner og tanker fra

Psykolog Mette Holm

Skriv en kommentar

Brug samme brugernavn og e-mail hver gang du skriver, når første indlæg er godkendt vil det automatisk blive dit fremtidige logind. Din e-mail bliver ikke vist til andre og du modtager ingen spam, reklamer eller nyhedsbreve fra os. Læs mere om kommentarer her.

Få en mail når der kommer nye kommentarer til denne artikel (kan afmeldes igen)
Læs også disse relaterede artikler: