Er det bare mig eller har man hele sit liv fået at vide at man er ”for gammel” til et eller andet?

Da jeg var barn var jeg pludselig for gammel til at bruge sut, hvordan kan man blive for gammel til at have en plastik cirkel i munden? Sutten var jo egentlig bare barnets ”smøg” og bivirkningerne var der ikke nogle af, bortset fra lidt skæve tænder, men ikke noget en god bøjle ikke kunnen ordne. Nå så smed man så sutten efter pres fra sin kære mor, der ikke mente det var passende for en ”stor” pige på 4 år at rende rundt med en slimet sut i mundvigen (hun skulle bare vide at jeg faktisk ”suttede” i smug og var en ivrig ”fest-sutter” når jeg hang ud med mine små veninder).
Så blev man lidt ældre og så skulle man af sted på hytteture med klassen. Jeg havde altid sådan en frygtelig hjemve og var i de små klasser ved at blive kvalt i mine egne salte tårer. Jeg ville hjem! De ”søde” og utrolig venstreorienteret lærer blev nærmest chokeret over min hjemve og sagde at jeg var for gammel til at have hjemve. Så jeg måtte pudse min næse, tørre mine tårer væk og løbe ud og lege med de andre unger (der af en eller årsag var glade for at komme hjemmefra) mens jeg savnede min mor, min far og mine Barbie dukker.

Nå så blev man pludselig teenager og så var der så mange ting man pludselig var for gammel til. Det var forbudt at lege, altså de gode lege, i ved dem med Barbie, Ken og hele banden. Man var yt hvis man legede med de kære dukker, ”det var jo kun for børn”, så igen måtte jeg gøre det i skjul. Ja så dybt under sengen lå Barbierne begravet i sorte skraldesække og blev hevet frem når trangen viste sig og det gjorde den tit. Jeg følte ikke jeg var for gammel til at ”Barbie” tværtimod, så blev mine historier kun mere spændene jo ældre jeg blev, og det kunne jeg b. la. takke ”Glamour” for. Stakkels Barbie, hvad hun dog havde været udsat for.
Man følte også at man virkelig skulle passe på ikke at røbe sine hemmeligheder, for facaden skulle holdes. Man var jo næsten voksen (14, næsten 17) og det gik ikke at man legede med Barbie dukker eller så tegnefilm i smug for den sags skyld. Så var der nogle spurgte, så var det MTV og Beverly Hills 90210 jeg så. Disney Show og andre tegnefilm var for spædbørn (og for mig når jeg var alene!)

Ok, så blev man voksen, altså rigtig voksen hvor man kunne drikke og køre rundt i biler (ikke på samme tid selvfølgelig) uden nogen ringede hjem til ens forældre og her blev listen over hvad man var for gammel til større og større. Et eksempel er; computerspil, ja jeg elsker computerspil, dog ikke så meget tid til det (desværre), men når folk finder ud af jeg spiller f.eks. Sims2 går folk bananas og siger ”jamen er du ikke for gammel til at spille spil?” og klassikeren; ”Er det ikke et børnespil?”. Ok dvs. man ikke må lege og have det sjovt som voksen? Jeg skal sidde og bare se Vild med Dans, spise citronmåne og læse Politikken mens jeg diskutere Søren Kierkegaards’ samlede værker?!
Og så er der jo det med julen. Det er åbenbart kun tilladt at glæde sig til jul hvis man er unde 12 år. Siger man at man glæder sig til jul og glæder sig til gaver og til at pynte juletræ, så får folk et specielt blik i øjnene, fyldt med tvivl, medlidenhed og en anelse af benægtelse. Man kan altså ikke som voksen udvise en ”barnlig” glæde ved julen, kun børn kan. Man er pludselig blevet ”for gammel” til at glæde sig!

Men jeg er ligeglad hvad folk mener. Om jeg vil sidde foran Disney Show med en sut i munden og en Barbie-dukke under armen som 29-årig , ja så gør jeg det. Man kan ikke blive for gammel til at have det sjovt, det er umuligt, husk det gamle ordsprog; ”Man har jo kun det skæg man selv sidder på..” eller noget i den stil!