Nedtur - Fransk film, et uhyggeligt gravkammer og krebinetter
Dette er 5. afsnit om livet på en efterskole. Du kan finde alle afsnit her.
Mandag morgen starter som altid, selvom jeg er gladere, end jeg plejer denne uge, fordi vi allerede har fri torsdag.
De første 2 timer har jeg fransk, men min lærer, Flemming, er på kursus, så vi skal se en fransk film i stedet. Vi har hørt lidt om det på forhånd, så hele klassen pjækker. Vi er faktisk kun fire, der møder op, men vi ender med at spole filmen igennem og gå tidligt. Nogle ting er altså bare ubærlige.
Efter dette har vi to timers matematik, og jeg skulle have haft en blækregning klar til i dag, men jeg har haft ret travlt med andre ting, så jeg har en lidt dårlig smag i munden denne morgen, men min lærer bliver heldigvis ikke sur.
Så har vi ellers medie og produktion resten af dagen. Det er en lang dag. Vi har først fri kl. fem, men det er faktisk ret sjovt, for vi render rundt og finder folk, der skal være med på vores billeder, hvorefter vi også klæder dem ud. Og bagefter redigering af billederne.
Frokosten i dag er ikke særlig god. Det er en blanding af pølsestykker og løg og så kartoffelmos, men vi må have vores mobiler igen nu, for der er gået fire uger, så det hele er ikke dårligt.
Om aftenen går Astrid og jeg ned til aftente og hygger med de andre. Der er også chokoladekage!
Ellers ser vi bare film.
Tirsdag morgen er god, for der er appelsinjuice til morgenmaden i dag.
Vi har engelsk med Richie i de første to timer. Det er fedt som altid, og vi får engelsk stil for. Jeg kan godt lide at skrive stile, så det er helt i orden.
Ellers har vi produktion resten af dagen igen, og denne eftermiddag har jeg og en der hedder Cecilie fra min gruppe en aftale med graveren på Tølløse Kirkegård. Vi skal ned i deres gravkammer under kirken og tage billeder af kisterne til emnet om slottets forrige beboere. Dette er bestemt ikke en opgave, jeg er glad for, for jeg er enormt bange for døden, kister og kirkegårde, – men hvad man dog ikke gør for skolen.
Da vi kommer derhen, bliver vi straks modtaget af graveren, som er en kvinde! Det er lidt overraskende i sig selv, - en kvinde i det job. Hun ved hvem vi er og lægger ud med at spørge, om det er os, der skal ned i gravkammeret, og at der jo ikke er blevet gjort rent i flere år – lækkert.
Så henter hun en stor gammeldags rusten nøgle, og vi går ned af trapperne. Gravkammeret er lille, lummert og virkelig uhyggeligt. Der står fire store kister med indhold, og så er der et lille alter med en tavle med navnene på de afdøde, og så står der også en urne. Vi tager os sammen og får taget billederne, og så tror vi, at vi kan slippe væk og gå tilbage til skolen – men nej.
Ind i gravkammeret kommer en af de håndværkere, der er ved at male kirken, og han synes, det er enormt sjov at banke på kisterne og flå i lågene, det er lige før jeg bare flygter! Nå men ud kommer vi, men vi kan stadig ikke komme væk, for graveren er ikke helt klar til at slippe os. I stedet viser hun os kammeret, hvor de nye kister står, inden de skal i jorden. Det er et lille uhyggeligt rum fyldt med kors og stearinlys og to vogne til at køre kisterne på. Efter dette er det stadig ikke slut, – for så fortæller hun, alt hvad der er at vide om jobbet som graver. Som fx at folk i gamle dage blev levende begravet, fordi vi ikke var så avanceret dengang, og at kister ligger i jorden i 30 år, hvorefter de bliver gravet op og menneskeresterne flyttet – af hende, at hun har overtaget jobbet fra den gamle graver efter han døde, og hendes personlige forhold til de afdødes historier. Så tilbyder hun os en praktikplads, som jeg høfligt afslår i modsætning til Cecilie, som synes det kunne være spændende, og så får vi endeligt lov at gå!
Ude foran kirken kommer en bil kørende – præsten. Hun ruller vinduet ned og spørger, om det gik godt, og om vi fik, det vi skulle bruge. De var alle rigtig søde, men altså – fedt sted at være kendt?
Da vi kommer tilbage, er der krebinetter – nedtur. Og resten af aftenen hygger vi bare og slapper af med Anden Paa Coke.
Onsdag har vi fransk igen og Flemming er stadig på kursus, men denne gang tager vi os sammen og ser filmen rigtigt. Den viser sig faktisk at være helt okay.
Så er der samling, hvor vi bliver briefet om den kommende Kongensøre tre-dags ekstrem-telttur, som vi skal på i næste uge. Vi bliver også inddelt i grupper på ti.
Så har jeg fem fritimer, – for det er jo onsdag. Og så er der engelsk, hvor vi får at vide, at vi SKAL op i samling og se Mississippi Burning om aftenen. Jeg har set den før, så det er en ret kedelig nyhed for mig, men det er nu okay hyggeligt. Resten af aftenen hygger jeg med Astrid og Marie.
Torsdag er en god dag!
For vi har forlænget weekend fra i dag af, eftersom det er efterskolernes dag i næste weekend, og vi derfor skal blive der. Men vi går ned til morgenmad, og så har vi septembersamtaler med vores kontaktlærer resten af dagen, for de skal jo høre, hvordan vi synes, det går.
Så er der frokost, – i dag er det tomatsuppe. Det er lækkert, eftersom det er helt vildt koldt udenfor – og indenfor, for skolen har ikke tændt for varmen endnu.
Så er der rengøring af værelser, så samling og så kommer min far og henter mig!
Fortsættelse om livet på efterskolen følger…


Loading... 
Jeg havde nok tisset i mine bukser af skræk, hvis jeg skulle være i det gravkammer