Stor succes for Infernal
Danske Infernal er pladeaktuelle med en international version af albummet From Paris To Berlin, der udkommer den 28. november.
Efterspørgslen på Infernal i udlandet er enorm og gruppen kan bryste sig af at være Danmarks pt. største eksportband, idet deres musik udgives i 35 lande. I den forbindelse er det oprindelige album blevet justeret og tilpasset til en ny version, og den skal de danske fans ikke snydes for. From Paris To Berlin (International Edition) indeholder 4 helt nye numre bl.a. singlen A To The B, der i øjeblikket spilles flittigt på de danske radiostationer.
I Danmark udkommer From Paris To Berlin (International Edition) desuden med en bonus cd bestående af live-versioner fra årets Langelandsfestival, eksklusive versioner og hotte remix samt musikvideoer til et par af singlerne.
Super-hittende Uniting Nations, kendt for Out Of Touch (Hall & Oates) har bidraget til den danske bonus cd med deres UK remix af From Paris To Berlin. DJ Aligator lavede i tidernes morgen også et remix af From Paris To Berlin, der gang på gang har væltet dansegulvet og dette remix er selvfølgelig også at finde på pladen. Ligeså er Hit’n’run remixet af Keen On Disco, hvor TV2 samplet fra Vil Du Danse Med Mig som Keen On Disco oprindeligt var bygget op omkring, er brugt i udbredt grad. Bonus cd’en sluttes af med et brag af en fest fra scenen med live versioner af store hits som Kalinka, Your Crown, Sunrise og Banjo Thing og det gør bonus materialet endnu mere tiltrækkende for den hardcore fan… og alle andre kan man vist roligt tilføje.
Juryen bag Zulu Awards, der løber af stablen den 26. november, har betænkt Infernal med to dejlige nomineringer i følgende kategorier: Årets danske hit (From Paris To Berlin) samt Årets danske sangerinde (Lina Rafn for From Paris To Berlin). Infernal var ligeledes nomineret som eneste danske band ved Nordic Music Awards 2005 i kategorien Bedste Nordiske Hit.
Singlen From Paris To Berlin har indtaget det meste af kloden gennem den forgange sommer og i England går man i julen med Infernals verdens-hit From Paris To Berlin med et eneste formål: at gøre præcis dette nummer til et af de største hits i UK på diskoteker og radio julen over.
I hele Europa samt Australien er nummeret stormet op ad diverse charts. I Frankrig har Infernal blandt andet opnået at ligge imponerende # 2 på Music Control Airplay, og # 1 på NRJ Charten og på kun 3 uger at sælge 130.000 singler. Italien indtog Infernal også med en flot # 1 i 18 uger på Top 50 Club Charten. I Danmark var From Paris To Berlin også massivt # 1 på den Danske DanceChart, hvilket smittede af med topplaceringer på charts i hele norden med hele 3 singler i Top 20 på Club-listerne på samme tid. Disse er From Paris To Berlin, Keen On Disco og Cheap Trick Kinda’ Girl.
Infernal, der består af 29-årige Lina Rafn og Paw Lagermann (28) har gennem 10 år solgt mange plader, men at totalen nu har rundet 700.000 solgte på verdensplan kommer bag på de fleste.
Et kæmpe publikum har trofast bakket op omkring bandet, der stædigt har ”holdt konceptet” i mere end 10 år, som de eneste tilbageværende fra den hedengangne dance periode. Men up-tempo pop, som Infernal har valgt at kalde deres musik, er stadigt voksende og tilbage igen efter en årrække med overvægt i rock genren. Ingen har rigtigt turde indrømme, de kunne lide letbenet pop eller dance inspireret musik, men alligevel har nogle af de bedst sælgende plader i udlandet været inspireret af denne genre.
Paw og Lina har spillet Danmark tyndt gennem sommerens mange koncerter og nu er turen for alvor kommet til udlandet som kan glæde sig til at få besøg af den Danske eksportsucces.
Kilde: DJz.dk


Loading... 