Ingen har lyst til at være hendes ven


Spørgsmål

I min klasse har vi store problemer, som mest er bluset op her efter sommerferien.
Vi er 11 piger og 11 drenge.
Pigerne enes meget godt alle sammen, men en pige er udenfor.

Når vi andre stod og snakkede og hun kom hen var der mange, der vendte øjne eller gik.
Når hun gik forbi drengene flyttede de sig straks. De har fundet øgenavne til hende osv.

En dag fandt min mor en seddel, hvor på der stod, at jeg heller ikke havde lyst at være venner med den her pige.
Hun ringede til pigens mor, der tog ud og skældte alle ud. Siden har vi været bange for at besøge hende.

Der bliver snakket meget om det i krogene, men vi har fået besked på at hun ingen ting må vide. Ingen har rigtig lyst til at være hendes ven.

Hvad gør vi??

Svar

Hej med dig.

Pyha, godt at du skriver.

Jeg er meget glad for at du tager hul på netop dette problem, da jeg synes det er meget vigtigt!

Det der sker med pigen fra din klasse er meget grimt.
Det er mobning.

At blive mobbet kan desværre have meget store konsekvenser for den det går ud over! Jeg taler ofte med unge mennesker, der er blevet mobbet.
Fælles for dem er at de meget tydelig kan huske, hvor ubehageligt det var at blive mobbet, og hvor uendeligt kede af det de blev.
Jeg oplever endda voksne, der stadig kan mindes, hvor forfærdeligt det var at blive mobbet!

I klinikken taler jeg også tit med dem der har mobbet. Ofte siger de, at grunden til at de mobbede slet ikke handlede om personen, men mere at det var vigtigt at finde én, der kunne være offer.

Så derfor er min holdning til mobning at det er fejt og totalt uacceptabelt!!!

Du skriver ikke om din klasselærer ved noget!
Ved din klasselærer ikke noget om det, synes jeg, det er meget, meget vigtigt at han/hun hurtigst muligt får det at vide!

At du tager fat i problemet viser mig, at du er stærk og gerne vil at det bliver anderledes i jeres klasse.

Mit råd til dig vil derfor være: Kontakt din klasselærer.
Sig til dine forældre at de skal hjælpe dig med at tage kontakt, hvis det er for svært for dig.
Vis dem evt. dit brev til mig og mit svar.

Skolen og forældrene skal vide det, så de kan gribe ind og få det stoppet.

Måske trænger I til finde ud af hvilke værdier I vil stå for i din klasse – måske et oplagt emne I kunne diskutere i fællesskab sammen med jeres klasselærer?

Jeg ved ikke hvor i landet du bor, men jeg ved at her i Århus-området (og vist også i Kbh.) er der lavet “Mobbe-fri Skoler”. Skoler hvor man overhovedet ikke vil have mobning - det er simpelthen “forbudt”.
Jeg synes selv det er en kanon ide.
Men det kræver, at der er nogen der, som du gør her, tør tage fat på emnet.

Og husk så på: Mobningen af pigen i jeres klasse kan jo KUN finde sted fordi I tillader det.
Hvis der var nogle af jer der lod være med at afvise hende, hvad ville der så ske?

Denne lidt lange web-adresse er et kanon site, der giver mange gode råd om mobning. Klik engang ind og se på: www.dr.dk/Mobning/Foraeldre/metoder.htm

Jeg håber, du kunne bruge mit svar, og at du er med på at gøre noget for at få det stoppet!
Jeg vil meget gerne høre hvordan det kommer til at gå. Så skriv endelig igen :0)

Held og lykke

Kh

Psykolog Mette Holm

En kommentar - “Ingen har lyst til at være hendes ven”

  1. m.nielsen (07-10-2010 - 11:00 )

    hold da op et godt brev den pige skrev. pragtfuldt at hun kan det.jeg er mor til en dejlig dreng som osse bliver mobbet,vi har snakket meget med ham om alt det som sker ved mobbening, hans lærer er bare ikke dygtige nok til at sætte en stopper for det,det kan måske skyldes berørning angst,jeg ved det ikke ,men der er mange både lærer og forældre som ikke tager dette problem alvoligt nok,det er hvad vi har oplevet i vores familie,vi er selv begyndt at snakke med vores dreng omkring hvordan han selv er og hvordan han skal takle dette, det har vi gjort i mange år,og den er ikke så svær.forstået på den måde,at den måde du behandler andre på,vil du grene selv behandles på,der kan være mange grunde til at man mobber og bliver mobbet,men den vigtigste er at de unge mennesker skal have kærlighed og de skal føle at de er gode nok som de er, hvis man passer på dem og lytter til dem og meget vigtigt,tager dem alvoligt omkring dette problem,sådan at de føler at de har et sted hvor de trykt kan komme med deres ting, vi har alle sammen så travlt med alt muligt,men det betyder ikke noget hvis vores børn er kede af det hele tiden.så derfor lærer og forældre gør noget for jeres børn.det forsvinder ikke fordi man ikke snakker om det.jeg ville ønske at der kom flere mobbefrie skoler,og den pige som skrev ind ,du kan jo begynde med at tage hende med hjem til dig,eller snakke med hende så hun osse bliver tryk,det kan være at hun bare er en usikker person,men smadder sød ,når man lærer hende at kende.hilsen fra en mor som godt tør .

Skriv en kommentar

Brug samme brugernavn og e-mail hver gang du skriver, når første indlæg er godkendt vil det automatisk blive dit fremtidige logind. Din e-mail bliver ikke vist til andre og du modtager ingen spam, reklamer eller nyhedsbreve fra os. Læs mere om kommentarer her.

Få en mail når der kommer nye kommentarer til denne artikel (kan afmeldes igen)
Læs også disse relaterede artikler: