En abort behøver ikke skyldes at du har sagt ”ja” til at få fosteret fjernet via et sygehus eller et privathospital fordi det kan meget vel også skyldes at din krop mener der kan være noget galt med fosteret eller der kan være nogle af disse grunde; stress, at du falder, et slag i maven eller at du ikke spiser noget.

For mit vedkommende fandt jeg ud af at jeg havde aborteret naturligt fordi en dag da jeg sad på toilettet fik jeg en meget stærk smerte og jeg blødte ret voldsomt. Jeg rystede og jeg kunne næsten ikke kontrollere min krop og hvad der skete med den. Dette vil nok for de fleste lyde ulækkert, men hvad gør man når man ser noget stort og klumpet falde ned i wcet og man har en mistanke? JA rigtigt, man vælger at tage det op og kigge på det. Jeg kunne ikke decideret se nogle arme eller ben, men jeg var IKKE i tvivl om hvad det var. Jeg turde næsten ikke sige det til min kæreste fordi ingen af os havde vidst at jeg var gravid, men jeg valgte alligevel at gøre det. Jeg ringede nogle dage efter og snakkede med min læge og jeg fandt ud af at min abort skyldtes stress (mit arbejde kræver MEGET af mig og jeg er ikke specielt god til at håndtere stress i store mængder) og fordi der var noget galt med barnet. I første omgang gik jeg rundt med en stor skyld gemt inden i mig selv og jeg kunne ikke rigtig se på mig selv når jeg stod foran spejlet. Jeg følte at min kæreste bebrejdede mig og at jeg ikke kunne se nogle i øjnene fordi det var min skyld. Jeg havde ikke fortalt min mor det fordi jeg følte mig som den vildeste taber og jeg havde længe ønsket mig at blive mor. Først 6 måneder efter brød jeg sammen og fortalte min mor det. Hun blev selvfølgelig meget ked af det fordi hende og jeg plejer at snakke sammen om alt og jeg har ikke særlig mange hemmeligheder for hende. Jeg forklarede hende ALT og hun sagde at hun ville ønske at hun kunne have været der for mig og have støttet mig. Jeg ved selv nu hvor vigtig det er og at man ikke misbruger systemet lige som så mange andre vælger at gøre det. Jeg hører jævnligt at det kun er et foster og de bare skal have det fjernet, men der er altså mange følelser involveret i det her og det er IKKE bare noget man sådan lige gør. Min frygt er så nu om det vil fortsætte sådan, om jeg nogen sinde kan få børn eller om jeg skal leve uden. Det er ikke noget jeg tænker på hver dag, men når jeg ser nogle der ikke sætter pris på deres børn gør det mig ked af det fordi børnene vælger jo ikke selv at blive født. Det er ”de voksnes” ansvar og det er et stort ansvar man påtager sig at blive forælder. De kvinder som ”hygger sig” og bliver gravid, vælger at beholde det og leve som alene mor er efter min mening ikke klar over hvad de går ind til. Min gamle veninde Jannie har været så dum at gøre det. Dette undre mig fordi hun har virkelig ikke tænkt det igennem. Hvor fedt er det for barnet at det skal vokse op med en mor som ikke har nogen uddannelse og som skal forsørge både sig selv og et barn med støtte fra kommunen? Jeg vil på INGEN måde spille hellig, men ofte virker det virkelig som om folk ikke tænker sig om!