Plaster afløser p-pillen

Verdens første p-plaster er kommet til Danmark. P-plastret er det største fremskridt indenfor prævention siden p-pillen kom frem for over 40 år siden og er et sikkert præventionsalternativ til kvinder, der ønsker at undgå graviditet.
Janssen-Cilag lancerede i går verdens første p-plaster i Danmark. P-plastret hedder Evra® og tilbyder et alternativ til p-pillen. Evra® er ligeså effektivt, indeholder lav hormonmængde og er nemmere at bruge. Det er allerede lanceret i Amerika, England og Tyskland og vil i løbet af efteråret blive lanceret bredt i Europa. Evra® er testet på flere tusindene kvinder og er i løbet af bare et år blevet Amerikanernes andet mest anvendte præventionsmiddel.
Evra® er et præventionsalternativ til kvinder i alle aldre, der ønsker en nem præventionsform. Plastret er beigefarvet, tyndt, smidigt og måler 4,5×4,5 cm. Det kan placeres på balderne, maven, overkroppen (ikke brysterne) og overarmene.
Færre hormoner
P-plastret bygger på en kendt plasterteknologi, som vi blandt andet kender fra hormon- og smerteplastre. Hormonerne er indlejret i selve klæbemassen og frigives gennem huden direkte ind i blodet. Hormonerne bliver ledt uden om fordøjelsessystemet og de indre organer, og p-plastret indeholder derfor mindre hormon end de kendte lav-dosis p-piller. P-plastret frigiver dagligt en dosis på 150 mikrogram norelgestromin og 20 mikrogram ethinylestradiol.
Den mindre dosis af hormon i Evra® og den direkte adgang til blodet belaster kroppen mindre og gør Evra® til et godt præventionsalternativ.
Stor sikkerhed
P-plastret anvendes i en uge, hvorefter det skiftes ud med et nyt. Plastrene anvendes i 3 uger i træk, hvorpå der følger en uges pause under menstruationen.
Selvom p-plastret indeholder færre hormoner end p-piller er sikkerheden ens for de to præventionsformer. Bivirkningerne ved Evra® er også de samme som ved p-piller. Der er 99% sikkerhed ved at anvende Evra®, og desuden undgås problemerne med glemte piller og faldende sikkerhed ved maveproblemer som diare og opkastninger. Der er endvidere 2 dages “glemmegaranti”, da Evra® indeholder hormoner til to dages ekstra beskyttelse.
Hvordan virker det?
Evra® virker på samme måde som traditionelle p-piller. Graviditeter forhindres primært ved at forhindre ægløsningen. Der sker dog også ændringer i livmoderhalsen, således at sædceller får vanskeligt ved at passere og nå frem til ægget.
Plastrene er testet af 3300 kvinder i Europa, Nordamerika og Afrika, hvilket svarer til 70.000 testede plastre og ca. 22.000 gennemgåede menstruationscykli.
Kvinderne testede p-plastrene under meget forskellige vejrforhold af varme, kulde og luftfugtighed og levede ellers deres normale liv med arbejde, motion, svømning, sauna osv. Under 2% af plastrene måtte skiftes, fordi de gik løs.
Flere oplysninger om Evra® p-plastret findes på www.janssen-cilag.dk


Loading... 