Ja der er mange ord for det at være ”den nye mor”, men hvad indebær det egentlig at påtage sig den rolle?. Det kan ofte være svært at være det tredje mellemled når der er børn indblandet.

Når man finder sig en sød kæreste kan man jo ikke tillade sig at sige ”jeg nægter altså at have noget med det barn af gøre”. Når man vælger at komme sammen med én som er far hver 14 dag må man vælge om man vil knytte sig til barnet eller om man vil være ”ligeglad”, men man skal stadig tænkte godt over de følger der kan komme.

Der er ret mange ”weekend forældre” og det er ret svært for den enkelte forælder at få et ordentligt forhold til deres barn. Det er jo meget naturligt, at man som forælder godt vil være med til at sætte sit præg på ens barn, men dette er statsamtet og de offentlige myndigheder med til at sætte en stopper for og i nogen tilfælde er det helt uden grund. Det offentlige mener oftest at barnet har bedst af at være hos sin mor og i dette tilfælde vil jeg nu sige nej. Det kan i mange tilfælde være bedre for barnet at være hos faderen fordi børn oftest er tilknyttet deres fædre på en anden måde end hvis det er moderen der har barnet. (det er vist ud fra undersøgelser at børn har det lige så godt hos fædrene som hvis de have boet hos mødrene).

En ting er at barnet har skulle høre på forældrene som har diskuteret, har været uvenner eller måske har de bare ikke kunnet lide hinanden, en anden ting er at se hvad barnet egentlig har brug for. Vi har alle brug for kærlighed, tryghed, tøj på kroppen og mad, men alle børn har også brug for faste og trykke rammer og det nytter ikke noget at moren siger en ting imens faderen siger en anden. Det er ofte ret svært for børn at finde ud af at det man må hos mor, det må man ikke hos far (eller omvendt). Hvordan skal barnet så finde ud af det når det hele tiden bliver ”misinformeret”? Hvorfor kan forældrene i det fleste tilfælde ikke snakke sammen og aftale at der er faste rammer? Det er svært nok for barnet i forvejen og man behøver jo ikke lige frem at skabe mere kaos end højest nødvendigt, vel?.

Et af de typiske kendetegn for at et barn mangler opmærksomhed er, at de råber eller slår. På den måde får de opmærksomhed lige meget om det er med en sur mine eller andet. Man er ikke i tvivl om når børn søger efter kærlighed, tryghed eller opmærksomhed. Det er psykologisk, men når et barn er vant til at bo hjemme hos sin mor og så kommer på besøg hos faderen så sker der oftest det, at barnet afprøver både faderen og ”den nye mor”. Det er ret vigtigt at man tager sine forbehold og at man ikke lader sig kue af dette lille væsen og barnets planer.

Tænk over hvor svært det er for den lille som har haft de faste rammer hjemme hos mor og far og pludselig er de ikke sammen mere og der er måske oven i købet en ny ”stedfar” eller en ny ”stedmor”. Hvordan skal barnet kunne finde rundt i det hele og hvordan bør den nye voksen forholde sig til det lille barn. Tænk på om du vil have en god oplevelse ud af det eller om du vil have at barnet skal hade dig for altid fordi du har ”taget far eller mor”. Find grænsen og tænk over det.

Tænk dig om. Det er ingen ”trussel” eller lign. mere stof til eftertanke. Jeg taler desværre af erfaring og det er ikke altid lutter lagkage.