Efterskolen: sexede orange gardiner

Dette er 2. afsnit om livet på en efterskole. Du kan finde alle afsnit her.

I må huske på, at jeg her beskriver, hvordan jeg lever på efterskolen. Jeg skriver fra min lever, og kan du ikke lide det, så går det nok alligevel.

Jeg ankommer til skolen søndag aften kl. 19:00, for min roommate og jeg har aftalt at mødes på skolen på det tidspunkt, så vi sammen med vores familier kan lægge sidste hånd på vores værelse, så det bliver ekstra hyggeligt.
Efter vi er færdige med det, ser det nærmest hjemligt ud. Vi har skiftet de sexede orange gardiner ud med hvide, vi har fået billeder på væggene og lamper på bordene - rart.
Vi siger farvel til vores forældre, og så er der Råzone på tv’et i fællesrummet, også kaldet cafeén.
Så bliver kl. 22, og vi skal være på værelserne, til vi bliver ”puttet” af de voksne.

Mandag morgen begynder skolen for alvor, og jeg har endda fransk i de 2 første timer – fed start - da fransk er mit absolut værste fag. Jeg synes simpelthen, det er så utrolig svært, men min
lærer, Flemming, virker enormt rar og kompetent, og det har jeg aldrig prøvet før. Så jeg håber det bliver okay.

De 2 næste timer står for mit vedkommende på matematik – endnu bedre!
Men vi skal heldigvis ikke lave noget alt for krævende den første dag, og det er også nogle sjove mennesker jeg er kommet i klasse med, så det er faktisk helt okay.
Vi har 9. lektioner om dagen, så til sidst er vi fuldstændig færdige!

Om aftenen er der nogle, der cykler ind til Tølløse by – crazy, og andre som mig selv, slapper bare af og hygger på skolen.

Tirsdag morgen vågner jeg efter en fantastisk nats søvn, så træt var jeg. Og så fortsætter morgenen ellers som den forhenværende, hvor vi skal møde op til morgenmad senest kl. halv 8, elles bliver vi låst ude. Efter det modtager vi nogle af dagens meddelelser, og så begynder timerne.

Jeg lægger ud med 2 timers engelsk.
Det er uden tvivl de sjoveste engelsktimer, jeg i mit liv har haft. Min lærer, Richie, som også er forhenværende jægersoldat, er født og opvokset i England, så han kan det bare! Al undervisning foregår på engelsk, og det er ikke kun teoretisk. Det er nærmest små skuespil, der bliver opført af Richie og os elever i klassen. I dag var det om slaveri!

Tirsdag aften efter aftensmaden får vi udleveret billeder af os selv og vores kontaktgrupper, som blev taget den første uge, og så får vi at vide, at vi skal stille kl. 19:30 i skolens idrætshal, for så skal der læres lancier!

Da vi kommer ned i hallen, virker det hele først ret grænseoverskridende, men så bliver vi inddelt i par, og da vi først går i gang, forsvinder det der var flovt, for alle er i samme båd, og det viser sig faktisk at være rigtigt sjovt, men også ret svært.

Efter det er kl.20:00 og jeg skal over for at få lektiehjælp i fransk, og da det er overstået, må vi lave, hvad vi vil til kl. 22:00. Jeg vælger at logge på msn og skrive med mine venner derhjemme. Det er skønt!
Onsdag morgen vågner vi til et ordentligt regnskyl, som fortsætter hele dagen, men udover det viser onsdag sig at være en herlig dag for mig. Jeg lægger ud med 2 timers fransk, og efter det har jeg 5 fritimer, indtil vi skal have 2 timers engelsk. Så det er egentlig en ganske udmærket dag! Og det er også skønt at få lov at slappe lidt af og få tid til lektierne.

Torsdag morgen er som alle de andre. Jeg står op sammen med min roommate, jeg børster tænder, tager tøj på, lægger makeup og så er det ned til morgenmad.

Efter det har vi linjefag. Det er timer i det felt, vi har valgt. I mit tilfælde er det medie/journalistik, så det er en ganske rar start på dagen. Efter det er det 3 timers dansk og 2 timers matematik. Efter alt dette er jeg fuldstændig sat op med lektier nok til hele weekenden – skønt?

Imellem dette er der middagsmad, og jeg får at vide, at jeg har fået post. 5 breve!
Så meget er der aldrig nogle, der har modtaget på én gang, med mindre det har været en speciel lejlighed, og alle der kigger på tavlen med posten, taler om det. Jeg bliver kaldt ”hende med de 5 breve”.
Det var en ret fed ting at føle sig så elsket, også selv om min familie så måske er lidt småtosset! ;)

Så har vi 2 fritimer og derefter en stilletime til lektier. Disse benytter jeg til at gå i bad, besvare min post og få styr på lektierne.

Så er det tid til aftensmad, som denne aften består af de sædvanlige rester fra den varme frokost, salat og så dagen surprise – pølsehorn.

Efter det bliver skolens træningscenter åbnet, eller træningskvadraten er det nok mere.
Men det er nu meget fedt. Så kl. 19:15 skal dem der nogensinde har tænkt sig at benytte sig af tilbuddet ned og have fremvist maskinernes funktioner. Efter det kan vi slappe af, og hygge som vi vil – til kl. 22:00 naturligvis.

Fredag morgen er lykke! Jeg skal hjem ;D
Dagen starter med 2 timers fællesidræt – øv. Derefter en fritime for mit vedkommende, så en times rengøring – mere øv, derefter frokost, linjefag og til sidst fællessamling.
Da vi alle endelig har råbt ”god weekend”, må vi gå!
Jeg gør hurtigt op med mig selv, at denne uge trods alt har været bedre end den første.
Så kommer min far kommer og henter mig. – Jeg er i himlen!

Fortsættelse om livet på efterskolen følger…

En kommentar - “Efterskolen: sexede orange gardiner”

  1. Ella (02-09-2008 - 12:15 )

    Det ligner jo nærmest et slot :-) Er lidt misundelig ville gerne have været på efterskole og prøvet alt det med roommate og fællesskabet.

Skriv en kommentar

Brug samme brugernavn og e-mail hver gang du skriver, når første indlæg er godkendt vil det automatisk blive dit fremtidige logind. Din e-mail bliver ikke vist til andre og du modtager ingen spam, reklamer eller nyhedsbreve fra os. Læs mere om kommentarer her.

Få en mail når der kommer nye kommentarer til denne artikel (kan afmeldes igen)
Læs også disse relaterede artikler: