Følelsen af ens veninder og venner omkring en alle sammen får kærester, og man selv sidder tilbage og ikke har fundet tosomheden endnu. Man sidder alene, når man keder sig, kan man pludselig ikke ringe til veninderne eller vennerne, fordi de sidder og hygger med den signifikante anden. Pludselig bliver man meget opmærksom på man er alene. Men når der ikke er nogen at tage i byen med, tage på café med eller bare hygge med. Hvorfor kan man ikke gøre disse ting alene? At tage i biografen alene en torsdag aften, minder bare en endnu mere om at man er alene.

Sidde derhjemme og se på pige serier en hel aften, kan i længden også godt blive en anelse ensomt. Så hellere sidde som tredje hjul sammen med Jesper og Maria, der bliver ved med at snakke om deres ven man skal møde, og hvor perfekte man vil være sammen. Hvorfor er det ikke i orden bare at være alene. Har alle i dag fået så travlt at det at være single, er blevet en race for sig selv?

Sådan behøver det ikke at være. Der er mange af os singler, der lever et liv for os selv. Nyder det at være frie og kunne gøre hvad vi har lyst til. Tage på en café med en god bog i tasken, sidde og tænke og læse for os selv. Hvad der sker der er ikke til at vide. Selvom man ikke har en kæreste, behøver man ikke være bundet af, at alle ens venner og veninder har det. De skal ikke styre hvad resten af os singler gør. Det betyder bare at café turen ikke bliver en man oplever med en anden.

Der er selvfølgelig forskel på hvad man gør. Om man tager i byen eller på café. Men at tage i byen alene kan også sagtens lade sig gøre. Det er ikke en umulighed, det kræver dog mod. Men man bliver overrasket over, hvor åbne folk i byen er, forestillingen om der bliver kigget skævt til en, fordi man er alene er en illusion. Så længe man selv er åben og tager udfordringen op med et smil, kan det aldrig gå helt galt.

Det behøver ikke at være et par-univers, hvor vi er bundet af veninder, venner eller kæreste. Det kan sagtens være en verden hvor vi lever single. Men starten af en single verden, starter med at vi acceptere os selv, vores lyster, vores liv, vores dagligdag. Derfra når accepten er kommet og selvtilliden i orden til det, kan vi begive os ud i vores eget liv, hvor vi selv kontrollere hvad vi laver og gør, uden at skulle være bundet af om andre har tid.

Hvis man har alt hvad hjertet begærer, tag over hoved, mad og kærlighed fra venner, familie og bekendte, behøver vi vel ikke deres konstante opmærksomhed for at kunne begive os ud i livet. Så hvis vi starter med et lille skridt af gangen, ender man måske på den anden side af kloden, fordi det var der vi blev ført til. Det var hvad vores egen individuelle lyst fortalte os vi ville. Der var ikke andet end opbakning og støtte omkring det fra familie. De ville savne os, men altid stadig være der på trods af afstanden.

Så mens vi har den, er unge og levende, så spring ud i livet og omfavn de små smil og de store glæder.